hvorfor jeg stopper med at blogge herinde


Jeg vil bare så gerne have det hele overstået.. Det hele. Glæder mig til at sidde i græsset ved siden af mit telt og min cykel - blot nyde bølgernes brus og fordybe mig i mine tanker. Hold da helt kæft, hvor glæder jeg mig bare meget til dét. 

Jeg har næsten dårlig samvittighed (eller, det har jeg) over hvor lidt jeg kan overskue noget. Jeg er student om to dage; jeg burde være on the top of the world! Men altså, den her situation er vel bare endnu en af livets finurligheder og krumme ender. Måske reagerer jeg sådan, fordi det hele er så stort. Tre års slid kulminerer i en kæmpe social fest med forventninger der opnår uanede højder - og de forventninger kan jeg ikke håndtere. Pludselig handler det hele om hvilken kjole man skal have på, karakterer, konsekvent godt humør og arrangementer som bunder i at bunde så mange øl som muligt. 

Sådan har jeg det også lidt med blogning. Jeg er nået til et punkt i mit liv, hvor Chanel's nyeste kollektion simpelthen ikke siger mig noget længere og jeg vil ikke længere bruge min tid på at blogge om sko og hår. Det er simpelthen ikke essentielt for min eksistens, for at bruge lidt store ord. Nej, jeg vil hellere fordybe mig i naturen, dyrke filosofien og udforske egne grænser. Derfor har jeg besluttet, at jeg mere eller mindre vil starte forfra på en anden blog. Den kommer til at handle om mig, mine drømme og inspiration til en tilværelse som, måske, strækker sig ud over det sædvanlige. 

Det er ikke meningen at lyde overlegen eller led i min implicitte beskrivelse af dem som fx finder Chanel's nyeste kollektion vigtig, jeg er bare blevet klar over, at det ikke er dér mine værdier findes. Det gør dog ikke det bedre end det andet, hvilket lige skal understreges. 

Tak for denne gang - I har simpelthen været så søde. Jeg håber, at I forsat vil kigge forbi.




1 comment: